Skriv Et Essay Om Venskab Dansk

Farlig fiktion

Det er ikke mere end blot tretten år siden, jeg, intetanende og barnagtig blev præsenteret for Disney-filmene og eventyrenes verden. Det skulle vise sig, at dette filmunivers var langt fra forestillingen – forventningerne om Løvernes konge, Tarzan, Bambi, Snehvide og Torneroses eventyrlige univers med morskab og glæde blev erstattet af en altoverskyggende rædsel. De dominerende scener omhandlede død og rædsel, hvilket gjorde filmoplevelsen som helhed betydningsløs. Mine forældres ellers optimistiske forhåbning om jubel blev tilintetgjort af min grød. Denne fiktive histories beskrivelse af verden bevægede sig for tæt op af den virkelige verdens realiteter, og dette resulterede i, at mine forældre måtte gemme Disney-filmene væk i nogle år. En ellers solrig søndag eftermiddag i sofaen endte således oftest ved tårer og angst for at miste.

Skal netop ovenstående skildrede situation være en del af vores barndom og opvækst? Skal de dramatiske clouer undlades? Ville alternativet i så fald være moralske opdragelsesbøger, som i højere grad blev dyrket i de forrige generationer? Hvilke værktøjer skal børn udstyres med, for at kunne klare sig selv og forholde sig til livets store spørgsmål? Spørgsmålene flakker rundt i mit hoved – i min verden er konfrontationen med død og rædsel en nødvendighed for forståelsen af følelser. Men som det kommer til udtryk i teksten, Farlig fiktion, er danskerne tilsyneladende ikke enige med mig. Den opsigtsvækkende serie Mille har berørt forældre i en sådan grad, at det er ført til sure læserbreve. Hvorfor er der i det senmoderne samfund stadig dele af befolkningen, som mener, at det førstnævnte spørgsmål skal besvares med et nej?

Vi kan ikke uden videre afgøre, hvad der er rigtigt eller forkert – der findes simpelthen ikke en opskrift på den ideale opdragelse. Dog chokerer modtagelsen af Mille mig en smule. Børne- og ungdomsbøger/film er, som samfundet, hele tiden i udvikling. I stedet for at se denne udvikling som regressiv, brude det efter min overbevisning være en selvfølge, at man i det senmoderne samfund er modtagelig for nye tendenser og forandringer. Skal vi virkelig tilbage til 1800-tallets belærende fortælling? I denne periode var det nyt, at barnet blev set som værende en del af en individuel udviklingsproces – behovet for opmærksomhed og kærlighed blev en realitet for forældrene. Det er fra denne tid og særligt i starten af 1800-tallet, at vi kender fortællingerne med den korrekte morale (læresætning) til en fornuftig opdragelse. Udgivelsen af Brødrene Grimms eventyrsamling Kinder und Hausmärchen såvel som H.C. Andersens eventyrer, har i bund og grund været en hjælp til forældrene. Ved at fortælle historien om Prinsessen og Frøen lærer man sit barn, at det er vigtigt, at holde hvad man lover.

Eller i Hans og Grethe, hvor fortællingen viser, at man ikke skal tale eller stole på fremmede. Disse pointer var beregnet til den voksne, men ved at sammensætte det på børnenes forståelsesniveau, fandt man en måde hvorpå det kunne forstås. Eventyrene rummede skarpe modsætninger, så børnene ikke var i tvivl om forskellen på god/ond, rig/fattig, smuk/grim osv. – de fik således en pædagogisk-moraliserende karakter. Selv har jeg fået fortalt de mange eventyr som lille. Opfattelsen af, at eventyret fungerer som en læresætning, tilsiger mig dog ikke. Selvom det belærende kommer til udtryk i en tiltrækkende og sød historie, er det ved nærmere eftertanke ikke optimalt. Teksterne fungerer som den ”rigtige” opskift til den ideale fremtid for et barn. I dag er de yderlige påvirkninger i høj grad med til at fjerne ideen om en opskrift. Eventyrer i det senmoderne samfund er som en sukkersød erstatning for realiteten – død, rædsel, tab og sorg. Dette moraliserende og rådgivende element er kun at finde frem til 70’erne og 80’erne – det er døende, og det er et faktum, vi må se i øjnene.

Identifikationen og inddragelsen af kendte situationer, som gør, at børnene kan relatere sig til det, de ser, er vigtigere end én læresætning. I Tarzan og Bambi indledes historien med tabet af forældrene – jeg præsenteres for død og tab, som udover at være forfærdeligt i sig selv, rammer de personer, som betyder meget for en 5-årig – forældrene. Tanken er ubegribelig, og scenes realitet gjorde mig skrækslagen. Spørgsmålet er, om sådanne scener ikke er nødvendige for forståelsen af følelser? Uanset hvad vil en overidyllisering af de svære følelser skabe flere misforståelser end det vil skabe forståelse.

Som Damian Arguimbau siger ”… bæres den tragiske historie af en varm fortællerstemme, der løfter kærligheden forbi dødens bratte øjeblik.” Det er muligt, at præsentere børn for døden uden det bliver fokusset i hele historien. Bogen og filmen Harry Potter såvel som Twilight er begge opstillet således at den anderledes og uhyggelige verden møder den ”almindelige” verden. I Twilight er kærligheden et meget dominerende element, og overskygger derfor rædslen for vampyrer og varulve – her er det sødmen og forelskelsen, der optager mere end det faktum, at det er en historie om blodsugende, sjælløse og farlige væsener.

Harry Potters egentlige historie om drabet på hans forældre og Voldemorts ønske om at dræbe Harry overskygges af de komiske sekvenser i bogen såvel som filmen. Også venskabet mellem de tre hovedpersoner og hele auraen omkring den magiske skole gør filmens uhyggelige elementer acceptable. Ungdomsbøger omhandler noget skræmmende enten som fiktivt i fx Harry Potter og Twilight eller samfundets problemer fx mobning, vold, kriminalitet, selvmord, utroskab, osv. På trods af tiderne har disse bøger dog stadig en moraliserende tendens, idet hovedpersonen/fortælleren (den man identificerer sig med) oftest handler korrekt i forhold til den problematik, der tages op.

Død er et begreb, som bliver brugt mere yppigt end nogensinde før. Kunstens kreativitet kan enten forvride, overraske, chokere, forandre eller udvikle betydningen af dette ord. I det ovenstående afsnit kom jeg frem til, at død blev gemt væk, fordi det var tabubelagt. Det blev gemt i fortællinger eller eventyrer, som fremstillede det som en god ting, fordi det kun var de onde, der kunne dø. På den måde lærte børn om retfærdighed, men de lærte ikke om det at miste – det var kun muligt at identificere sig med de gode i eventyret, og på den måde virkede døden af den onde som en sejr og god gerning. I nyere fortællinger, fx Bambi, er død også et faktum. Forskellen fra 1800-tallets fortællinger er dog, at døden ikke længere er gemt. Vi relaterer os med Bambi, som mister sin mor, og det skaber sorg, tab og angst. På den måde virkeliggøres dette begreb i højere grad i dag end for 100 år siden. Død er en kendsgerning, og et punkt som alle mennesker når en dag. Da Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte udkom, i 1973, vakte den stor debat – her er der tale om to dødsfald, men den ene er selvvalgt (selvmord), hvilket ikke er hensigtsmæssigt i en børnebog. Hvis en børnebog skulle være belærende og moraliserende, hører en sådan handling ikke hjemme i en børnebog.

Det er væsentligt at finde en mellemvej. Fiktionen skal ikke belære ved at undgå de svære følelser, men den skal heller ikke skabe kendskab til handlinger, fx selvmord, som ikke er et naturligt farvel til jorden. En børnebog skal beskrive verden, som den er, ud fra situationer som børn kan relatere sig med – og personerne skal fungere som indikatorer for identitetsdannelsen. Døden skal ikke være en straf på ”den onde”, fordi dens handlemåder var forkerte – døden skal fremstilles naturlig og indlysende. Det er dertil et hvert menneske når, og så er det ligegyldigt, om denne persons handlinger har været gode eller onde.

I dag tror jeg ikke, at vi skal overanalysere kunstens fortolkning og brug af død – Man kan forstille sig, at død i dag mere bruges som en pengemagnet end en moraliserende kendsgerning. Det er ikke længere væsentligt, at læse eventyrer for sine børn pga. læresætningerne. Barndomsfasen er et paradis af uskyld i forhold til livets øvrige faser, men det betyder ikke, at vi skal undvige splittelse, umoral, ondskab, tab og død – man skal ikke tillægges en speciel overtryghed i barndomsfasen, da det vil give tilbageslag som en boomerang senere i livet. Vi må endvidere erkende, at død er spændende, anderledes og mystisk. Død sælger.

Vil du være personen, der trækker 12-tal på 12-tal i gymnasiet?

Bogen Få 12 – En guide til danske studerende er skrevet til studerende på gymnasier og videregående uddannelser og handler om, hvordan du holder koncentrationen længere, løser dine opgaver på markant kortere tid end andre studerende og sikrer at du kan huske hvad du har læst til eksamen. Konkrete tips og råd fra en jurastuderende, du kan bruge med det samme.

Du kan investere i bogen her for 179 kroner – den lander i din indbakke om fem minutter.

Bogen bliver allerede nu brugt af gymnasiestuderende foruden af studerende på videregående uddannelser som jura, medicin og International Business på CBS. Er du den næste? Psssst. Få 10% rabat med koden "faa10"

Skrevet i: Dansk

venner for livet

Nære venskaber gør os til bedre mennesker

Vi bruger ikke lige så lang tid i fast parforhold, som tidligere generationer gjorde, og det giver mere plads til nære venner gennem et liv. Og det er måske slet ikke så skidt, for vi bliver faktisk bedre mennesker af at dyrke det nære venskab, siger den norske filosof Helge Svare.

Venskab er det mest nødvendige for at lykkes som menneske, mente den græske filosof Aristoteles. For der findes ikke noget, der kan udvikle os mere.

Vi længes alle efter nærhed med andre. Familiens funktion er under pres, og vi vælger i stigende grad venner til.

Men er venner vores nye familie? Hvis venner er så vigtige, hvorfor har vi så ikke tid til dem? Hvorfor taler kvinder om følelser, mens mænd taler om job? Er facebookvenner rigtige venner? Og hvordan finder man nye venner i en moden alder?

Dette er den sidste artikel i Politikens serie ’Venner for livet’.

Mellem bogtyngede reoler fra gulv til loft, et par indeklemte stole og en enkelt efeu, der strækker sig ud i rummet fra en hængende urtepotteskjuler i loftet, sidder 56-årige Helge Svare. Han er filosof og forskningsleder på Høgskolen i Oslo og Akershus i det centrale Oslo. Og siden han som yngre opdagede, at venneflokken pludselig begyndte at svinde ind, da han nåede ind i 30’erne, har han interesseret sig for venskaber. Som forsker står han på en bund af tænkere som Aristoteles, Cicero, Bacon og Kant og spæder op med ny forskning om venskabets betydning. Han er formentlig den forsker i Norden, der ved mest om, hvorfor vi danner venskaber, og hvad venskaber gør ved os.

»Et nært venskab kan ikke opstå uden tiltrækning«, siger han.

»Det handler om at kunne lide den måde, den anden betragter verden på. Jeg har en ven, som er fantastisk at være sammen med, fordi han oplever alt så intenst. De mindste ting bliver næsten magiske. Når et venskab opstår, gribes vi af det menneske, vi ser. Det sker spontant, nærmest som en overraskelse«.

Det lyder næsten som en forelskelse – hvad er forskellen på tiltrækningen i en forelskelse og i et nært venskab?

Han sidder et øjeblik og kigger ind i bogreolen foran os. Som om han har brug for tid til at vælge sine ord.

»Forskellen kan være ganske lille«, siger han så.

Det minder om forelskelse

Ødelægger forelskelse et venskab?

»Det er svært at tale om det her, for ordene bliver let så absolutte«, siger han og forsøger sig alligevel:

»Man kan opleve noget i et venskab, der minder om forelskelse, fordi der er en form for kærlighed i det. Men der er også vigtige forskelle. Når man oplever ’forelskelse’ i et venskab, har man sædvanligvis ikke lyst til sex med vennen«.

I den klassiske filosofi beskrives forskellige typer kærlighed. Der er den begærlige eros-kærlighed, og der er caritas-kærlighed, der er centreret i omsorg. Det er de to kærlighedstyper, der afgør den forskel, han forsøger at finde ord for.

Læs også:Livet i 30'erne er hårdt ved venskaberne: »Det kan være svært at mobilisere overskud til andet end at sidde i sofaen«

»Begæret bliver ofte beskrevet som en sult, man føler, hvis ikke man er sammen med den, man elsker. Er man meget forelsket, gør det nærmest ondt at være væk fra den anden. I de fleste venskaber kan man tåle at være væk fra hinanden, der er en iboende bevægelsesfrihed. Man har ikke et ustyrligt behov for at være sammen hele tiden, men kan gå ind og ud af hinanden, uden at det gør noget til eller fra for vores opfattelse af relationens dybde«, siger han og giver et eksempel:

»Hvis en kæreste siger, at hun flytter til New Zealand, føler vi, at relationen er truet – vi betragter det som et brud. Siger en ven det samme, bliver vi begejstret på den andens vegne og glæder os over, at hun kan komme afsted. Så forelskelse kan eksistere i et venskab, men den får ikke et krævende udtryk«.

Det intime venskab

Gennem historien har vores forståelse af venskaber været knyttet til vores forestillinger om parforhold. Den kultur- og idehistoriske fortælling om venskaber kan give redskaber til at forstå, hvorfor vi i dag i stigende grad knytter os til vores venner frem for vores nærmeste familie.

»Den tid, vi tilbringer i parforhold, er langt kortere i dag end i tidligere generationer: Vi gifter os senere, bliver hyppigere skilt. Vi vil bruge vores tid sammen med mennesker, vi virkelig godt kan lide. Og derfor er venskaber i dag de mest stabile relationer, vi har«, siger han.

Vi skal tilbage til 1700- og 1800-tallet for at finde en dyrkning af venskabet i samme grad, som det sker i dag. Dengang var ægteskaberne arrangerede, og man fandt den ypperste grad af intimitet hos nære venner.

0 thoughts on “Skriv Et Essay Om Venskab Dansk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *